Nu er det nu...

... at tiden for, at mit kvindelige samlergen bliver overgearet. Om det er et evolutionært og biologisk udviklet træk, jeg bærer rundt på som kvinde, eller om det er en del af den socialisering, en pige får (ligesom hun også bliver klædt i lyserødt tøj), det ved jeg ikke. Ét ved jeg: Trangen er der og især nu, hvor det er sommer, og naturen flyder over med gode ting og sager, som er lige til at spise lige nu og her eller til at gemme til en anden dag. Udover alle de produkter, som man selv i mindre eller større grad kan planlægge og plante sig til, så er der også mange ressourcer at hente i naturen: ramsløg, brændenælder, hybenroser og om lidt... hyldeblomster! For bare at nævne nogle få ting, for der er selvfølgelig mange flere! I går cyklede jeg mig en tur for at sondere terrænet og vendte hjem med nogle hybenroser og nogle enkelte stilke hyldeblomster. 

Jeg har længe gerne ville prøve at lave rosensaft, men jeg har også syntes, at det var noget lidt mærkeligt noget, men da jeg så hybenroserne på min cykeltur, så plukkede jeg nogle få af dem for at prøve det af. Da jeg kom hjem, sorterede jeg bladene og sørgede for, at der ikke gemte sig nogle insekter. Så målte jeg bladene i et litermål - presset sammen. Jeg havde ikke plukket mere end en halv liter blade (der skal jo også været noget smukt at se på og dufte til for de andre cyklister!). Efter at have skyllet bladene let, kom jeg dem i en gryde med en halv liter vand - lige så meget vand som blade - og kogte det op i cirka fem minutter. Bladene bliver hurtigt grålige, og vandet får en underlig grøn farve, som mindede mig om den "parfume", min veninde og jeg lavede som børn af vilkårlige blomster fra vores mødres haver. Efter de fem minutter tages gryden af varmen og tilsættes saften af en halv citron og vupti!, så bliver vandet og roserne helt pink!

Væsken med bladene i køles helt af, inden bladene sies fra, og der tilsættes sukker. Jeg tilsatte 300g sukker til min portion. Væsken skal nu stå og koge meget ind, inden det bliver til sirup. Imens væsken koger, skal der skummes ret grundigt. Slutresultatet er en meget aromatisk, mørkerød sirup, som faktisk smager helt præcist, som roserne dufter! Jeg har læst og forestiller mig, at den kan blandes op med vand og/eller danskvand, men jeg kan afsløre, at den også smager godt ovenpå en økologisk vanilleis, som spises i en solfyldt vindueskarm...

Som billedet ovenfor afslører, så lavede jeg også rabarbermarmelade i går, og det er her hyldeblomsterne kunne indgå. Da jeg var på besøg hos Veninden-i-det-hvide-hus i lørdags, var jeg så heldig at få mig et stort bundt rabarber med hjem (og endda også en fin salvieplante). Efter en rundvisning i hendes fine have, hvor bærbuske, rabarber og tomatplanter kæmper om pladsen med frugttræer og blomster, så bliver jeg selvfølgelig vildt misundelig, men så er det jo dejligt, at Veninden-i-det-hvide-hus altid er gavmild og har medlidenhed med min mangel på planter og deler ud af sit overflod. Når vi nu er ved rabarberplanter, så ryger min ned i hendes have imorgen, så den får en chance for at overleve. Jeg kan hermed sige, at man/jeg ikke kan dyrke rabarber indenfor. 

Til forskel fra opskriften på hybenrosesirup, som jeg selv måtte gætte mig frem til, så fulgte jeg en opskrift fra Anne Hjernøes 'Annes Syltebog' til at lave rabarbermarmelade. Rabarberne blev skåret i små stykker og lagt i en gryde sammen med sukker, vaniljestang og vaniljekorn. Sukkeret får rabarberne til at safte, og når det sker, så koges massen op og koger, indtil marmeladen bliver så tyk, tynd, klumpet, smadret, som man nu syntes. Jeg synes altid, at marmeladeopskrifter angiver for lidt tid til kogning... 

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at eksperimentere lidt, så da marmeladen havde den konsistens, jeg kan lide, så tog jeg nogle af de små hyldeblomster, som var åbne, og puttede i. Både marmeladen og rosensiruppen kom jeg på glas, som jeg først havde vasket godt med sæbe, skyllet af og lagt i en 140 grader varm ovn i et kvarters tid. Det steriliserer glassene... jeg bruger selvfølgelig ikke atamon! Man kan også skylle glassene med spiritus. Egentlig tror jeg bare, at det handler om at finde den konserveringsmetode, der passer én, og som man føler sig tryg ved. 

Der var heldigvis også rabarber nok til at lave en lækker rabarbercrumble.

Det hér er bare startskuddet til en forhåbenligt god sommer med masser af bær og frugter, som kan laves til saft, syltes og meget andet!

Åh nej! Bladlus...

I sidste uge kommenterede Kæresten på de små basilikumspirer i køkkenvindueskarmen. Han sagde, at der var 'aphids' i dem... jeg kiggede i dem og konstaterede, at det bare var kalk fra vandet, når jeg vander med gammelt kogevand fra kedlen. Jeg kunne dog ikke forstå, at han mente, at mariehøner spiste det... Få dage efter fandt jeg ud af, at når han sagde 'aphids', så mener han bladlus... argh! Et eksempel på, hvordan to, der er opvokset på hvert sit kontinent, kan misforstå hinanden, fordi de ikke kender de tilsvarende ord på hinandens sprog. Jeg burde dog have vidst det, når han insisterede på, at mariehøner spiste 'aphids'... Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan jeg kunne overse bæsterne, når jeg hver morgen står med snuden nede i hver enkelt lille plante for at passe, pleje og vande. Alligevel stod jeg nu og kiggede på en stængel koriander, hvor bladlusene sad veltilfredse på række og mæskede sig. Jeg fjernede hurtigt potten fra vindueskarmen og smed planten ud. Desværre var uheldet allerede sket, og bladlusene havde spredt sig til de omkringværende planter. Jeg brugte derfor en stor del af morgenen på at gennemse hver enkelt lille plante og stille de planter, der var værst ramt, i karantæne ude i brusekabinen. 

Hvad gør man så, når bladlusene har valgt at gøre ens spæde planter til deres ædegilde, og man er bange for, at de spreder sig til alle planterne i hele lejligheden, og man helst vil slippe af med dem på den mest miljøvenlige, økologiske og uskadelige måde, man kan? Hvis det nu handlede om, at det var i et drivhus, så ville jeg tage Kæresten under armen og gå ud i det grønne og samle mariehøner, men nu er det ikke et drivhus, og der er heller ikke forfærdeligt mange mariehøner at finde, fordi vejret har været så koldt og vådt (eller måske er det, fordi jeg ikke leder de rigtige steder!?), og hvad med mariehønernes helbred, hvis de bliver lukket inde i en varm lille lejlighed...?  En anden løsning, som stadig er nogenlunde sund for planterne, og som også er økologisk ansvarlig, er at lave min egen insektsæbe. Nogle anbefaler at lave insektsæbe af brun sæbe, sprit og vand, men det, synes jeg, er lige barskt nok... og desuden så ejer vi ikke husholdningssprit. Så jeg lavede min af en sjat brun sæbe og vand.  Jeg har inddelt mine planter i tre grupper: karantænegruppen, mellemgruppen og de bladlusefrie. De to første får daglige oversprøjtninger med sæbevandet, mens der holdes skarpt opsyn med den tredje. Jeg håber inderligt, at behandlingen hjælper, for jeg vil så nødigt smide de små planter ud. 

I min panik fik jeg ikke taget nogle billeder af bladlusene, men man kan se billeder af dem, læse mere om dem, og  hvordan man laver sin egen insektsæbe på Gourmethaven. Billedet nedenfor er karantænezonen:

Farmors gamle skammel

For et stykke tid siden arvede jeg en gammel skammel fra min farmor. Det var en helt almindelig firkantet skammel lavet af træ og uden nogle særlige udsmykninger. Skamlen har stået i min farmors hjem, ligeså længe jeg kan huske, og den var speciel for hende, fordi hendes bror engang i deres ungdom lavede den til hende, dengang hvor der var håndværk til. Broren tog til Canada, hvor han blev og stiftede familie, så skamlen var derfor et minde om en bror, som hun ikke så særligt ofte, men som hun elskede meget højt. Derfor har den også stor værdi for mig.

Da jeg fik skamlen var den en falmet gulnet farve af hvid efter at have stået mange år i min farmors hjem, hvor den var blevet brugt flittigt, og cigaretrøg fyldte en del. Jeg besluttede mig derfor for at slibe malingen helt af den. Det viste sig dog at være et større projekt, som Kæresten og jeg brugte en stor del af en weekend på. Under det første lag maling gemte sig nemlig endnu et lag og efter det endnu et lag, og sådan blev det ved... Det var som om, at hvert lag maling repræsenterede et vist antal år ligesom ringene indeni et træ. På et tidspunkt blev jeg bekymret for, om skamlen ville falde fra hinanden, når vi fik fjernet de mere end 50 års gamle maling. 

Inden vi gik i gang, havde vi bestemt os for at male den i en smuk lyseblå farve, hvilket et af skamlens første lag maling afslørede, at den også havde været engang. Her er det færdige resultat, som nu igen står i et hjem, hvor den er højt elsket - både for dens historie og dens praktiske funktion:

Plantemarked i støvregn

I dag var der plantemarked i Botanisk Have i Århus, og jeg trodsede derfor vejret for at blande mig med have- og kolonihaveejere for at drømme, dufte, nyde, få inspiration og gode råd fra alle "de professionelle". Det er Århus Havekreds, der i samarbejde med Botanisk Have afholder plantemarkedet og lejer billige standpladser ud til folk, der har et overskud af stiklinge eller planter fra egen produktion, som de gerne vil sælge billigt. Selvom jeg efterhånden har boet seks år i Århus, er det første gang, at jeg hører om plantemarkedet i Botanisk Have, som åbenbart (har jeg læst mig frem til) afholdes hver tredje søndag i maj og september, men det er ikke sidste gang, at jeg tager derover! 

Selvom vejret ikke var særligt godt, var der masser af planteglade mennesker og skønne farvestrålende boder med masser af forskellige slags planter. Selvom det var tydeligt, at der også var mere professionelle planteskole-agtige sælgere, var der også mange fine små boder med stiklinge fra egne planter og hjemmedyrkede tomatplanter. Især sidstnævnte bod fik mig til at tænke på mit eget forsøg på at dyrke tomatplanter... som måske ikke er så vellykket... Jeg var virkelig fristet til at købe nogle stykker af hendes fine små planter med hjem, men jeg modstod fristelsen. Jeg bliver vel nødt til i det mindste at give mine egne planter en chance (!). Den vældig flinke tomatdame gav mig et par gode råd med på vejen: At stille mine tomatplanter i et køligere vindue, da for meget varme godt kan få væksten til at gå i stå... og at væbne mig med tålmodighed. Så nu er tomatplanterne flyttet ind i soveværelsesvinduet, som vender mod nordøst, og derfor også er køligere end det sydvendte vindue i stuen. Derudover fortalte hun, at væksten ikke går særligt hurtigt i starten, hvilket lidt er en trøst og giver mig håb for, at mine tomatplanter nok skal blive til noget... engang. 

Som jeg gik rundt mellem de mange plantefristelser, drømte jeg mig til, hvordan det ville være at eje et lille stykke jord, hvor jeg kunne plante et overflod af forskellige slags grøntsager og krydderurter og holde mig og Kæresten selvforsynende det meste af året med friske grøntsager, krydderurter, frugt og bær... Plantemarkedet er hovedsageligt for folk med haver, som skal plante stauder og lave krydderurtebede, men jeg gik alligevel derfra med en lille sukkulent, tre fine billige lerpotter (som jeg har hårdt brug for!) og en fornyet tro på, at man ikke behøver haver og altaner for at have passion for selvforsyning og planter og en tro på, at vores hyggelige lille lejlighed sagtens kan være rammen om en lille smule selvforsyning!

Eksperiment: Hjemmelavet vaniljeekstrakt (del 1)

Nu skal det være slut med at lede på supermarkedets hylder efter god økologisk vaniljeekstrakt og enten betale i dyre domme, når jeg endelig finder det, eller gå hjem med en dårlig syntetisk vaniljeessens fyldt med E-numre og sukker... Jeg laver min egen!! 

Jeg fik ideen dels, fordi jeg længe har haft problemer med at finde en ordentlig vaniljeekstrakt og dels, fordi jeg kom i tanke om, at hende, jeg boede hos i Uganda sidste år, havde en stor flaske rom stående fyldt med vaniljestænger, som med tiden ville blive til vaniljeekstrakt. Nu er vaniljestænger i Uganda virkelig meget billigere end dem, vi kan købe herhjemme (jeg har da også fortrudt flere gang, at jeg ikke tog nogle med mig hjem), og jeg har ikke råd til at gå ud og købe vaniljestænger i hobevis. Heldigvis havde jeg nogle stykker i køleskabet, som var købt som nødingrediens til kager, hvor der ellers skulle ekstrakt i. De vaniljestænger, jeg brugte, er økologiske bourbon vaniljestænger fra Madagaskar, som i dag står for størstedelen af verdens vaniljeproduktion. Jeg havde også en god, økologisk, fairtrade, mørk rom til at stå, så jeg havde alle ingredienserne til at prøve at lave en lille portion vaniljeekstrakt.

Selvom jeg havde set det i praksis i Uganda, konsulterede jeg alligevel nogle forskellige hjemmesider for at se, om der kunne være nogle gode tips og tricks, som jeg kunne tage med mig. Ingredienserne er meget enkle: Man skal bruge spiritus (rom eller vodka) og vaniljestænger. Nogle foretrækker vodka, da det er relativt smagsløst - jeg brugte rom, fordi det havde jeg. De fleste rådede til at bruge en kop (2 1/2 dl) til minimum tre vaniljestænger. Derudover skal man bruge en tætsluttende beholder og et mørkt køligt sted, hvor den kan stå. Jeg brugte en glasflaske, så jeg kan holde øje med indholdet, men jeg har stillet den køligt i en papirspose, så den står mørkt. 

Efter at have renset flasken grundigt, skar jeg vanillestængerne over, flækkede dem og skrabede kornene ud. Jeg lagde både korn og vanillestængerne ned i flasken og hældte rom over. Nogen vil måske putte sukker i, men jeg valgte at lade være, da ekstrakten skal bruges i kager, hvor der alligevel skal masser af sukker i. Herefter rystede jeg flasken godt, hvilket gjorde, at indholdet kom til at se meget mistænkeligt grumset ud. Med tiden vil væsken blive mørkere og meget aromatisk, og smagen af rom skulle mere eller mindre forsvinde. Jeg har læst, at det varer alt fra seks uger til seks måneder, før det er færdigt... jeg smager/lugter til det og afgør selv...

Jeg kan godt lide ideen bag at lave min egen vaniljeekstrakt: dels fordi jeg bliver selvforsynende med vanilleekstrakt og ikke skal halse rundt i supermarkeder for at finde det og betale formuer for det dels fordi, at det er et slags evighedsprodukt: Man kan fylde op med rom og nye vaniljestænger engang imellem og derved holde det kørende. Derudover er jeg bare helt tosset med vanilje!

Vaniljeplanten, som er en orkidé, kommer oprindeligt fra Mexico, men blev i midten af 1800 tallet importeret til blandt andet Afrika. Vaniljeorkidéen kræver meget arbejde, før det bliver til de vaniljestænger, vi køber i butikkerne: Orkidéen blomstrer kun et døgns tid, og i det døgn skal den håndbestøves, hvilket kræver et skarpt opsyn - hver blomst giver én vaniljestang. Cirka ti måneder senere er vaniljen klar til at blive høstet, hvilket skal gøres dagligt, fordi stængerne modnes på forskellige tidspunkter. Herefter følger en lang modningsproces, hvor bønnerne skal stå varmt i flere dage, og derefter flyttes ud i solen om dagen for at tørre, så vaniljens aroma bliver konserveret. Formålet er at få en intens aroma og nedbringe fugtigheden i vaniljestangen. Det er på grund af den store arbejdskraft, der bliver lagt i produktet, at vanilje er det andet dyreste krydderi i verden efter saffron.