Man skal rejse sig ved den tomatplante, man er faldet ved...

Nogle gange går det bare ikke, som man havde regnet med... og det er det, der er sket for mig på trods af gode intentioner, ambitioner og et veludviklet planlægningsgen. Der er simpelthen sket det, at ingen af de fire slags tomatfrø, som jeg såede engang i marts, er blevet til noget. Én efter én holdt de op med at vokse og led en forfærdelig visnesyge-død. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde dem i live: konsulterede alle de hjemmesider jeg kunne finde på nettet, men ligegyldigt hvad jeg gjorde, hjalp ikke noget af det, og jeg kunne blot se til, mens den ene efter den anden lagde sig fladt ned til jorden... Jeg har heller ikke haft det største held med de to forskellige slags chilifrø og peberfrø, jeg såede. Godt nok er de ikke døde (endnu), men efter de var kommet op af jorden og havde spredt deres fine kimblade ud, holdt de ligesom lidt op med at udvikle sig. Der er godt nok kommet de første par rigtige blade på alle planterne, men de er små og vil i hvert fald ikke sådan lige kunne give chilifrugter. I forhold til tomatplanterne skylder jeg dog mine chiliplanter at give dem en chance. Det er trods alt første gang, jeg dyrker mine egne chiliplanter, så måske skal jeg bare væbne mig med lidt mere tålmodighed. 

Man har et standpunkt til man tager et nyt: Derfor så tyede jeg til Camilla Plum, da mine tomatplanter gav op. Jeg VIL have bare én enkelt tomatplante i år, så jeg bestilte tomatfrø hos Camilla Plum, selvom jeg egentlig synes, man skal lave sine frø selv eller få fra andre. En trøst er dog, at frøene fra Camilla Plums Fuglebjerggaard er økologiske! Al opstart er dog svær, især hvis man starter ud med nogle dårlige frø fra halvmodne tomater fra Fakta, så ved at købe frø ved jeg, at jeg i hvert fald har det rigtige og bedste til en god start... i kommende sæsoner må jeg så prøve at høste selv igen. På denne måde starter jeg også ud med frøkonstante tomatsorter, som vil give mig den samme tomat år efter år. Ofte er købetomater F1 hybrider, som vil give et broget resultat fra en blandet genpulje. SÅ ALTSÅ: Nu prøver jeg at komme igang (igen) lidt sent på sæsonen... men bedre sent end aldrig! 

Når jeg nu var igang med at købe frø på nettet, kunne jeg selvfølgelig ikke nære mig, så jeg endte med også at købe to slags chilifrø: den ene en almindelig Jalapeno early, og den anden en Chinese five color. Jeg bestilte to slags tomater, hvoraf den ene var udsolgt. Den, jeg kunne få, er en Auntie Madges, som gerne skulle blive til en dejlig blommetomat engang hen på sensommeren. Min begejstring var stor, da jeg modtog pakken med de fine frøposer med fantastiske farvestrålende dekorationer...

Forår i vindueskarmen...

Nogle gange må forspiringsbakker og krukker vige pladsen i vores dejlige store vindueskarm...

Gaver fra naturen

Jeg elsker uprætentiøse, uformelle og uden-grund gaver... og især hvis det er blomster (og hér mener jeg ikke dyre buketter fra blomsterhandleren) eller andet fra naturen! Den seneste tid har jeg været så heldig at få nogle dejlige gaver, som er taget lige ud af naturen, og som nu står og pryder i mit hjem. 

Lige inden påske fik jeg en buket røde grene af en veninde, og de fik selvfølgelig hængt små forskelligt farvede påskeæg på. Siden påske er der kommet grønne blade på, og grenene står stadigt spændstige og dekorative i vores stue, og nu er de ved at udvikle små hvide blomster:

Sidste weekend blev Kærestens fødselsdag fejret med besøg af familien og en dejlig gåtur i Botanisk have i fuld solskin. Udover fødselsdagsgaver til Kæresten, havde hans morfar en hyggelig lille gave med til os begge to, hvor jeg nok var den mest begejstrede: en lille buket anemoner som han havde fundet i Lundby Krat i Nordjylland:

I tirsdags var jeg i Veninden-i-det-hvide-hus' låne-kolonihavehus, hvor vi både fik luget ukrudt, plantet hindbærbuske, spist varme boller og grillet skumfiduser. På vej hjem havde jeg en pose i hånden med en krukke med små rabarberskud, som vi tog op af jorden, og som nu skal stå i min vindueskarm og vokse sig store og sprøde. Forhåbentlig vokser de lige så godt i en potte, som de gjorde i den lækre jord. Jeg er i hvert fald meget spændt på at se, om det kan lade sig gøre at dyrke rabarber i vindueskarmen:

Tak for gaver!

Delesurdej

For ikke så længe siden var jeg på besøg hos Veninden-i-det-hvide-hus, og lykkelig blev jeg, da hun fortalte, at hun havde en surdej, som jeg godt måtte få noget af. Jeg havde længe ledt efter en surdej, men jeg havde endnu ikke mødt nogen, som havde én, så jeg blev selvfølgelig meget begejstret men også forundret over, at hun havde haft sin længe uden, at vi på en eller anden måde havde været omkring emnet i bare én af vores mange samtaler under emnet selvforsyning og mad. Surdejen havde hun fået fra én fra sit studie for godt et år siden. Han havde fået den fra sin familie i Tyskland - så det er en gammel surdej, som har været vidt omkring!

Jeg opbevarer min surdej i to syltetøjsglas i køleskabet, så har jeg altid en backup, hvis den ene bliver dårlig, men de skal begge bruges på samme tid, når der bages. Det lyder måske klamt, men jeg genbruger syltetøjsglassene uden at vaske dem mellem surdeje, da dejen lever af mikroorganismer, som får den til at gære.

Jeg kan godt lide ideen bag en surdej, da jeg ser det som en måde at komme et lille skridt tættere på at være selvforsynende og slippe sin afhængighed af andre. Selvfølgelig skal man stadig ud og handle ind, med mindre man sådan lige er selvforsynende med mel, rugkerner, hørfrø, salt osv... og hvem er lige det?! Der er mange fordele ved at lave sit eget rugbrød - eller bare brød i det hele taget. For det første er det billigere (når man først har et fast lager af ingredienser... som jeg også konsekvent har til at bage kage, men det er en anden historie), det er nemmere (du skal ikke liiige finde den rigtige bager med det rigtige brød, så du kan bage det, når du vil og har lyst), det er dejligt at have fuldstændig kontrol over, hvad du spiser (du ved lige nøjagtigt, hvilke ingredienser der er i), og så smager det altså bare bedre hjemmebagt - jo det gør! Siden vi fik surdejen, har vi bagt rugbrød hver uge, og hér er resultatet fra én af gangene:

Det er selvfølgelig ikke perfekt med det samme, og vi har prøvet lidt frem og tilbage med mængden af vand i forhold til mel, men jeg tror, den er der nu, og så er det bare "lige ud af landevejen".

I fredags havde vi besøg af en veninde og hendes mand, og hun var selvfølgelig blevet lovet en surdej, efter hun efter utallige forsøg og mange mugne surdeje havde opgivet at lave sin egen. I min søgen efter en surdej har jeg også lovet dem, som jeg spurgte, og som heller ikke havde én, at den af os, der fandt en først, skulle give til den anden - så nu skal der produceres surdej og rugbrød i lange baner i vores vennekreds.