søndag den 14. marts 2010

Søndagsaktiviteter

I dag har været dagen, hvor solen skinnede samtidig med, at det halvt haglede og halvt sneede! Nogle gange viser naturen sig fra en lunefuld og spøgagtig side, men det er jo også det, som kan være så fantastisk! Jeg brugte søndagens utilregnelige vejr indenfor sammen med Kæresten, som nu står og laver vegetarmousakka.

Jeg brugte blandt andet dagen på at så små bitte frø til forspiring af tomater, chili og peberfrugt. Jeg har plantet fire forskellige slags tomater af frø, som jeg skrabede ud af fire forskellige små tomater for en måneds tid siden. Tomaterne kom fra en bakke blandede købetomater, så jeg ved hverken, hvad de hedder (selvom jeg har prøvet at gætte på det), eller hvor store planterne bliver - det vil kun tiden vise. Frøene har ligget på en tallerken på køkkenbordet og tørret, og nu er de altså kommet i jorden. Samme metode gælder for frøene til både peberfrugt og chili. Der er noget tilfredsstillende ved at tage frø fra en grøntsag i stedet for at skulle købe frøene, og der er jo ikke noget besværligt ved det - tværtimod! Jeg synes i det hele taget, at det må være den mest bæredygtige måde at dyrke sine egne grøntsager på - altså enten ved egen frøproduktion eller ved at få frø eller grøntsager af andre. Jeg såede de små frø i hjemmelavede "drivhuse". Vi gemmer de bakker, som grøntsager fra supermarkederne ligger i. For det første er de gode til at opbevare selvplukkede bær i, som ellers ville blive mast i en almindelig plastikpose, og for det andet så er de geniale som forspiringsbakker. Hvorfor skulle man købe plastikdrivhuse i dyre domme i havecentret, når man lige så godt kan genbruge dem, man får grønt i fra supermarkedet!? Derved gør man både sig selv og miljøet en tjeneste! Det er egentligt meget simpelt, der skal faktisk ikke gøres noget ved dem: Du skal blot huske at gemme både sorte, grønne og gennemsigtige, så du har noget jorden kan være i samt et gennemsigtigt låg, som solen kan trænge igennem:



Derudover brugte jeg søndagen på at sætte nyindkøbte løgplanter i krukker (mere om det en anden dag), på at snakke med Udenlandssvigerfar og Udenlandssvigerpapmor, som bor i Zimbabwe, over Skype og på at bage en fantastisk lækker banan-chokoladekage! God søndag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar