Nu er det nu...

... at tiden for, at mit kvindelige samlergen bliver overgearet. Om det er et evolutionært og biologisk udviklet træk, jeg bærer rundt på som kvinde, eller om det er en del af den socialisering, en pige får (ligesom hun også bliver klædt i lyserødt tøj), det ved jeg ikke. Ét ved jeg: Trangen er der og især nu, hvor det er sommer, og naturen flyder over med gode ting og sager, som er lige til at spise lige nu og her eller til at gemme til en anden dag. Udover alle de produkter, som man selv i mindre eller større grad kan planlægge og plante sig til, så er der også mange ressourcer at hente i naturen: ramsløg, brændenælder, hybenroser og om lidt... hyldeblomster! For bare at nævne nogle få ting, for der er selvfølgelig mange flere! I går cyklede jeg mig en tur for at sondere terrænet og vendte hjem med nogle hybenroser og nogle enkelte stilke hyldeblomster. 

Jeg har længe gerne ville prøve at lave rosensaft, men jeg har også syntes, at det var noget lidt mærkeligt noget, men da jeg så hybenroserne på min cykeltur, så plukkede jeg nogle få af dem for at prøve det af. Da jeg kom hjem, sorterede jeg bladene og sørgede for, at der ikke gemte sig nogle insekter. Så målte jeg bladene i et litermål - presset sammen. Jeg havde ikke plukket mere end en halv liter blade (der skal jo også været noget smukt at se på og dufte til for de andre cyklister!). Efter at have skyllet bladene let, kom jeg dem i en gryde med en halv liter vand - lige så meget vand som blade - og kogte det op i cirka fem minutter. Bladene bliver hurtigt grålige, og vandet får en underlig grøn farve, som mindede mig om den "parfume", min veninde og jeg lavede som børn af vilkårlige blomster fra vores mødres haver. Efter de fem minutter tages gryden af varmen og tilsættes saften af en halv citron og vupti!, så bliver vandet og roserne helt pink!

Væsken med bladene i køles helt af, inden bladene sies fra, og der tilsættes sukker. Jeg tilsatte 300g sukker til min portion. Væsken skal nu stå og koge meget ind, inden det bliver til sirup. Imens væsken koger, skal der skummes ret grundigt. Slutresultatet er en meget aromatisk, mørkerød sirup, som faktisk smager helt præcist, som roserne dufter! Jeg har læst og forestiller mig, at den kan blandes op med vand og/eller danskvand, men jeg kan afsløre, at den også smager godt ovenpå en økologisk vanilleis, som spises i en solfyldt vindueskarm...

Som billedet ovenfor afslører, så lavede jeg også rabarbermarmelade i går, og det er her hyldeblomsterne kunne indgå. Da jeg var på besøg hos Veninden-i-det-hvide-hus i lørdags, var jeg så heldig at få mig et stort bundt rabarber med hjem (og endda også en fin salvieplante). Efter en rundvisning i hendes fine have, hvor bærbuske, rabarber og tomatplanter kæmper om pladsen med frugttræer og blomster, så bliver jeg selvfølgelig vildt misundelig, men så er det jo dejligt, at Veninden-i-det-hvide-hus altid er gavmild og har medlidenhed med min mangel på planter og deler ud af sit overflod. Når vi nu er ved rabarberplanter, så ryger min ned i hendes have imorgen, så den får en chance for at overleve. Jeg kan hermed sige, at man/jeg ikke kan dyrke rabarber indenfor. 

Til forskel fra opskriften på hybenrosesirup, som jeg selv måtte gætte mig frem til, så fulgte jeg en opskrift fra Anne Hjernøes 'Annes Syltebog' til at lave rabarbermarmelade. Rabarberne blev skåret i små stykker og lagt i en gryde sammen med sukker, vaniljestang og vaniljekorn. Sukkeret får rabarberne til at safte, og når det sker, så koges massen op og koger, indtil marmeladen bliver så tyk, tynd, klumpet, smadret, som man nu syntes. Jeg synes altid, at marmeladeopskrifter angiver for lidt tid til kogning... 

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at eksperimentere lidt, så da marmeladen havde den konsistens, jeg kan lide, så tog jeg nogle af de små hyldeblomster, som var åbne, og puttede i. Både marmeladen og rosensiruppen kom jeg på glas, som jeg først havde vasket godt med sæbe, skyllet af og lagt i en 140 grader varm ovn i et kvarters tid. Det steriliserer glassene... jeg bruger selvfølgelig ikke atamon! Man kan også skylle glassene med spiritus. Egentlig tror jeg bare, at det handler om at finde den konserveringsmetode, der passer én, og som man føler sig tryg ved. 

Der var heldigvis også rabarber nok til at lave en lækker rabarbercrumble.

Det hér er bare startskuddet til en forhåbenligt god sommer med masser af bær og frugter, som kan laves til saft, syltes og meget andet!

Åh nej! Bladlus...

I sidste uge kommenterede Kæresten på de små basilikumspirer i køkkenvindueskarmen. Han sagde, at der var 'aphids' i dem... jeg kiggede i dem og konstaterede, at det bare var kalk fra vandet, når jeg vander med gammelt kogevand fra kedlen. Jeg kunne dog ikke forstå, at han mente, at mariehøner spiste det... Få dage efter fandt jeg ud af, at når han sagde 'aphids', så mener han bladlus... argh! Et eksempel på, hvordan to, der er opvokset på hvert sit kontinent, kan misforstå hinanden, fordi de ikke kender de tilsvarende ord på hinandens sprog. Jeg burde dog have vidst det, når han insisterede på, at mariehøner spiste 'aphids'... Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan jeg kunne overse bæsterne, når jeg hver morgen står med snuden nede i hver enkelt lille plante for at passe, pleje og vande. Alligevel stod jeg nu og kiggede på en stængel koriander, hvor bladlusene sad veltilfredse på række og mæskede sig. Jeg fjernede hurtigt potten fra vindueskarmen og smed planten ud. Desværre var uheldet allerede sket, og bladlusene havde spredt sig til de omkringværende planter. Jeg brugte derfor en stor del af morgenen på at gennemse hver enkelt lille plante og stille de planter, der var værst ramt, i karantæne ude i brusekabinen. 

Hvad gør man så, når bladlusene har valgt at gøre ens spæde planter til deres ædegilde, og man er bange for, at de spreder sig til alle planterne i hele lejligheden, og man helst vil slippe af med dem på den mest miljøvenlige, økologiske og uskadelige måde, man kan? Hvis det nu handlede om, at det var i et drivhus, så ville jeg tage Kæresten under armen og gå ud i det grønne og samle mariehøner, men nu er det ikke et drivhus, og der er heller ikke forfærdeligt mange mariehøner at finde, fordi vejret har været så koldt og vådt (eller måske er det, fordi jeg ikke leder de rigtige steder!?), og hvad med mariehønernes helbred, hvis de bliver lukket inde i en varm lille lejlighed...?  En anden løsning, som stadig er nogenlunde sund for planterne, og som også er økologisk ansvarlig, er at lave min egen insektsæbe. Nogle anbefaler at lave insektsæbe af brun sæbe, sprit og vand, men det, synes jeg, er lige barskt nok... og desuden så ejer vi ikke husholdningssprit. Så jeg lavede min af en sjat brun sæbe og vand.  Jeg har inddelt mine planter i tre grupper: karantænegruppen, mellemgruppen og de bladlusefrie. De to første får daglige oversprøjtninger med sæbevandet, mens der holdes skarpt opsyn med den tredje. Jeg håber inderligt, at behandlingen hjælper, for jeg vil så nødigt smide de små planter ud. 

I min panik fik jeg ikke taget nogle billeder af bladlusene, men man kan se billeder af dem, læse mere om dem, og  hvordan man laver sin egen insektsæbe på Gourmethaven. Billedet nedenfor er karantænezonen:

Farmors gamle skammel

For et stykke tid siden arvede jeg en gammel skammel fra min farmor. Det var en helt almindelig firkantet skammel lavet af træ og uden nogle særlige udsmykninger. Skamlen har stået i min farmors hjem, ligeså længe jeg kan huske, og den var speciel for hende, fordi hendes bror engang i deres ungdom lavede den til hende, dengang hvor der var håndværk til. Broren tog til Canada, hvor han blev og stiftede familie, så skamlen var derfor et minde om en bror, som hun ikke så særligt ofte, men som hun elskede meget højt. Derfor har den også stor værdi for mig.

Da jeg fik skamlen var den en falmet gulnet farve af hvid efter at have stået mange år i min farmors hjem, hvor den var blevet brugt flittigt, og cigaretrøg fyldte en del. Jeg besluttede mig derfor for at slibe malingen helt af den. Det viste sig dog at være et større projekt, som Kæresten og jeg brugte en stor del af en weekend på. Under det første lag maling gemte sig nemlig endnu et lag og efter det endnu et lag, og sådan blev det ved... Det var som om, at hvert lag maling repræsenterede et vist antal år ligesom ringene indeni et træ. På et tidspunkt blev jeg bekymret for, om skamlen ville falde fra hinanden, når vi fik fjernet de mere end 50 års gamle maling. 

Inden vi gik i gang, havde vi bestemt os for at male den i en smuk lyseblå farve, hvilket et af skamlens første lag maling afslørede, at den også havde været engang. Her er det færdige resultat, som nu igen står i et hjem, hvor den er højt elsket - både for dens historie og dens praktiske funktion:

Plantemarked i støvregn

I dag var der plantemarked i Botanisk Have i Århus, og jeg trodsede derfor vejret for at blande mig med have- og kolonihaveejere for at drømme, dufte, nyde, få inspiration og gode råd fra alle "de professionelle". Det er Århus Havekreds, der i samarbejde med Botanisk Have afholder plantemarkedet og lejer billige standpladser ud til folk, der har et overskud af stiklinge eller planter fra egen produktion, som de gerne vil sælge billigt. Selvom jeg efterhånden har boet seks år i Århus, er det første gang, at jeg hører om plantemarkedet i Botanisk Have, som åbenbart (har jeg læst mig frem til) afholdes hver tredje søndag i maj og september, men det er ikke sidste gang, at jeg tager derover! 

Selvom vejret ikke var særligt godt, var der masser af planteglade mennesker og skønne farvestrålende boder med masser af forskellige slags planter. Selvom det var tydeligt, at der også var mere professionelle planteskole-agtige sælgere, var der også mange fine små boder med stiklinge fra egne planter og hjemmedyrkede tomatplanter. Især sidstnævnte bod fik mig til at tænke på mit eget forsøg på at dyrke tomatplanter... som måske ikke er så vellykket... Jeg var virkelig fristet til at købe nogle stykker af hendes fine små planter med hjem, men jeg modstod fristelsen. Jeg bliver vel nødt til i det mindste at give mine egne planter en chance (!). Den vældig flinke tomatdame gav mig et par gode råd med på vejen: At stille mine tomatplanter i et køligere vindue, da for meget varme godt kan få væksten til at gå i stå... og at væbne mig med tålmodighed. Så nu er tomatplanterne flyttet ind i soveværelsesvinduet, som vender mod nordøst, og derfor også er køligere end det sydvendte vindue i stuen. Derudover fortalte hun, at væksten ikke går særligt hurtigt i starten, hvilket lidt er en trøst og giver mig håb for, at mine tomatplanter nok skal blive til noget... engang. 

Som jeg gik rundt mellem de mange plantefristelser, drømte jeg mig til, hvordan det ville være at eje et lille stykke jord, hvor jeg kunne plante et overflod af forskellige slags grøntsager og krydderurter og holde mig og Kæresten selvforsynende det meste af året med friske grøntsager, krydderurter, frugt og bær... Plantemarkedet er hovedsageligt for folk med haver, som skal plante stauder og lave krydderurtebede, men jeg gik alligevel derfra med en lille sukkulent, tre fine billige lerpotter (som jeg har hårdt brug for!) og en fornyet tro på, at man ikke behøver haver og altaner for at have passion for selvforsyning og planter og en tro på, at vores hyggelige lille lejlighed sagtens kan være rammen om en lille smule selvforsyning!

Eksperiment: Hjemmelavet vaniljeekstrakt (del 1)

Nu skal det være slut med at lede på supermarkedets hylder efter god økologisk vaniljeekstrakt og enten betale i dyre domme, når jeg endelig finder det, eller gå hjem med en dårlig syntetisk vaniljeessens fyldt med E-numre og sukker... Jeg laver min egen!! 

Jeg fik ideen dels, fordi jeg længe har haft problemer med at finde en ordentlig vaniljeekstrakt og dels, fordi jeg kom i tanke om, at hende, jeg boede hos i Uganda sidste år, havde en stor flaske rom stående fyldt med vaniljestænger, som med tiden ville blive til vaniljeekstrakt. Nu er vaniljestænger i Uganda virkelig meget billigere end dem, vi kan købe herhjemme (jeg har da også fortrudt flere gang, at jeg ikke tog nogle med mig hjem), og jeg har ikke råd til at gå ud og købe vaniljestænger i hobevis. Heldigvis havde jeg nogle stykker i køleskabet, som var købt som nødingrediens til kager, hvor der ellers skulle ekstrakt i. De vaniljestænger, jeg brugte, er økologiske bourbon vaniljestænger fra Madagaskar, som i dag står for størstedelen af verdens vaniljeproduktion. Jeg havde også en god, økologisk, fairtrade, mørk rom til at stå, så jeg havde alle ingredienserne til at prøve at lave en lille portion vaniljeekstrakt.

Selvom jeg havde set det i praksis i Uganda, konsulterede jeg alligevel nogle forskellige hjemmesider for at se, om der kunne være nogle gode tips og tricks, som jeg kunne tage med mig. Ingredienserne er meget enkle: Man skal bruge spiritus (rom eller vodka) og vaniljestænger. Nogle foretrækker vodka, da det er relativt smagsløst - jeg brugte rom, fordi det havde jeg. De fleste rådede til at bruge en kop (2 1/2 dl) til minimum tre vaniljestænger. Derudover skal man bruge en tætsluttende beholder og et mørkt køligt sted, hvor den kan stå. Jeg brugte en glasflaske, så jeg kan holde øje med indholdet, men jeg har stillet den køligt i en papirspose, så den står mørkt. 

Efter at have renset flasken grundigt, skar jeg vanillestængerne over, flækkede dem og skrabede kornene ud. Jeg lagde både korn og vanillestængerne ned i flasken og hældte rom over. Nogen vil måske putte sukker i, men jeg valgte at lade være, da ekstrakten skal bruges i kager, hvor der alligevel skal masser af sukker i. Herefter rystede jeg flasken godt, hvilket gjorde, at indholdet kom til at se meget mistænkeligt grumset ud. Med tiden vil væsken blive mørkere og meget aromatisk, og smagen af rom skulle mere eller mindre forsvinde. Jeg har læst, at det varer alt fra seks uger til seks måneder, før det er færdigt... jeg smager/lugter til det og afgør selv...

Jeg kan godt lide ideen bag at lave min egen vaniljeekstrakt: dels fordi jeg bliver selvforsynende med vanilleekstrakt og ikke skal halse rundt i supermarkeder for at finde det og betale formuer for det dels fordi, at det er et slags evighedsprodukt: Man kan fylde op med rom og nye vaniljestænger engang imellem og derved holde det kørende. Derudover er jeg bare helt tosset med vanilje!

Vaniljeplanten, som er en orkidé, kommer oprindeligt fra Mexico, men blev i midten af 1800 tallet importeret til blandt andet Afrika. Vaniljeorkidéen kræver meget arbejde, før det bliver til de vaniljestænger, vi køber i butikkerne: Orkidéen blomstrer kun et døgns tid, og i det døgn skal den håndbestøves, hvilket kræver et skarpt opsyn - hver blomst giver én vaniljestang. Cirka ti måneder senere er vaniljen klar til at blive høstet, hvilket skal gøres dagligt, fordi stængerne modnes på forskellige tidspunkter. Herefter følger en lang modningsproces, hvor bønnerne skal stå varmt i flere dage, og derefter flyttes ud i solen om dagen for at tørre, så vaniljens aroma bliver konserveret. Formålet er at få en intens aroma og nedbringe fugtigheden i vaniljestangen. Det er på grund af den store arbejdskraft, der bliver lagt i produktet, at vanilje er det andet dyreste krydderi i verden efter saffron.

Man skal rejse sig ved den tomatplante, man er faldet ved...

Nogle gange går det bare ikke, som man havde regnet med... og det er det, der er sket for mig på trods af gode intentioner, ambitioner og et veludviklet planlægningsgen. Der er simpelthen sket det, at ingen af de fire slags tomatfrø, som jeg såede engang i marts, er blevet til noget. Én efter én holdt de op med at vokse og led en forfærdelig visnesyge-død. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde dem i live: konsulterede alle de hjemmesider jeg kunne finde på nettet, men ligegyldigt hvad jeg gjorde, hjalp ikke noget af det, og jeg kunne blot se til, mens den ene efter den anden lagde sig fladt ned til jorden... Jeg har heller ikke haft det største held med de to forskellige slags chilifrø og peberfrø, jeg såede. Godt nok er de ikke døde (endnu), men efter de var kommet op af jorden og havde spredt deres fine kimblade ud, holdt de ligesom lidt op med at udvikle sig. Der er godt nok kommet de første par rigtige blade på alle planterne, men de er små og vil i hvert fald ikke sådan lige kunne give chilifrugter. I forhold til tomatplanterne skylder jeg dog mine chiliplanter at give dem en chance. Det er trods alt første gang, jeg dyrker mine egne chiliplanter, så måske skal jeg bare væbne mig med lidt mere tålmodighed. 

Man har et standpunkt til man tager et nyt: Derfor så tyede jeg til Camilla Plum, da mine tomatplanter gav op. Jeg VIL have bare én enkelt tomatplante i år, så jeg bestilte tomatfrø hos Camilla Plum, selvom jeg egentlig synes, man skal lave sine frø selv eller få fra andre. En trøst er dog, at frøene fra Camilla Plums Fuglebjerggaard er økologiske! Al opstart er dog svær, især hvis man starter ud med nogle dårlige frø fra halvmodne tomater fra Fakta, så ved at købe frø ved jeg, at jeg i hvert fald har det rigtige og bedste til en god start... i kommende sæsoner må jeg så prøve at høste selv igen. På denne måde starter jeg også ud med frøkonstante tomatsorter, som vil give mig den samme tomat år efter år. Ofte er købetomater F1 hybrider, som vil give et broget resultat fra en blandet genpulje. SÅ ALTSÅ: Nu prøver jeg at komme igang (igen) lidt sent på sæsonen... men bedre sent end aldrig! 

Når jeg nu var igang med at købe frø på nettet, kunne jeg selvfølgelig ikke nære mig, så jeg endte med også at købe to slags chilifrø: den ene en almindelig Jalapeno early, og den anden en Chinese five color. Jeg bestilte to slags tomater, hvoraf den ene var udsolgt. Den, jeg kunne få, er en Auntie Madges, som gerne skulle blive til en dejlig blommetomat engang hen på sensommeren. Min begejstring var stor, da jeg modtog pakken med de fine frøposer med fantastiske farvestrålende dekorationer...

Forår i vindueskarmen...

Nogle gange må forspiringsbakker og krukker vige pladsen i vores dejlige store vindueskarm...

Gaver fra naturen

Jeg elsker uprætentiøse, uformelle og uden-grund gaver... og især hvis det er blomster (og hér mener jeg ikke dyre buketter fra blomsterhandleren) eller andet fra naturen! Den seneste tid har jeg været så heldig at få nogle dejlige gaver, som er taget lige ud af naturen, og som nu står og pryder i mit hjem. 

Lige inden påske fik jeg en buket røde grene af en veninde, og de fik selvfølgelig hængt små forskelligt farvede påskeæg på. Siden påske er der kommet grønne blade på, og grenene står stadigt spændstige og dekorative i vores stue, og nu er de ved at udvikle små hvide blomster:

Sidste weekend blev Kærestens fødselsdag fejret med besøg af familien og en dejlig gåtur i Botanisk have i fuld solskin. Udover fødselsdagsgaver til Kæresten, havde hans morfar en hyggelig lille gave med til os begge to, hvor jeg nok var den mest begejstrede: en lille buket anemoner som han havde fundet i Lundby Krat i Nordjylland:

I tirsdags var jeg i Veninden-i-det-hvide-hus' låne-kolonihavehus, hvor vi både fik luget ukrudt, plantet hindbærbuske, spist varme boller og grillet skumfiduser. På vej hjem havde jeg en pose i hånden med en krukke med små rabarberskud, som vi tog op af jorden, og som nu skal stå i min vindueskarm og vokse sig store og sprøde. Forhåbentlig vokser de lige så godt i en potte, som de gjorde i den lækre jord. Jeg er i hvert fald meget spændt på at se, om det kan lade sig gøre at dyrke rabarber i vindueskarmen:

Tak for gaver!

Delesurdej

For ikke så længe siden var jeg på besøg hos Veninden-i-det-hvide-hus, og lykkelig blev jeg, da hun fortalte, at hun havde en surdej, som jeg godt måtte få noget af. Jeg havde længe ledt efter en surdej, men jeg havde endnu ikke mødt nogen, som havde én, så jeg blev selvfølgelig meget begejstret men også forundret over, at hun havde haft sin længe uden, at vi på en eller anden måde havde været omkring emnet i bare én af vores mange samtaler under emnet selvforsyning og mad. Surdejen havde hun fået fra én fra sit studie for godt et år siden. Han havde fået den fra sin familie i Tyskland - så det er en gammel surdej, som har været vidt omkring!

Jeg opbevarer min surdej i to syltetøjsglas i køleskabet, så har jeg altid en backup, hvis den ene bliver dårlig, men de skal begge bruges på samme tid, når der bages. Det lyder måske klamt, men jeg genbruger syltetøjsglassene uden at vaske dem mellem surdeje, da dejen lever af mikroorganismer, som får den til at gære.

Jeg kan godt lide ideen bag en surdej, da jeg ser det som en måde at komme et lille skridt tættere på at være selvforsynende og slippe sin afhængighed af andre. Selvfølgelig skal man stadig ud og handle ind, med mindre man sådan lige er selvforsynende med mel, rugkerner, hørfrø, salt osv... og hvem er lige det?! Der er mange fordele ved at lave sit eget rugbrød - eller bare brød i det hele taget. For det første er det billigere (når man først har et fast lager af ingredienser... som jeg også konsekvent har til at bage kage, men det er en anden historie), det er nemmere (du skal ikke liiige finde den rigtige bager med det rigtige brød, så du kan bage det, når du vil og har lyst), det er dejligt at have fuldstændig kontrol over, hvad du spiser (du ved lige nøjagtigt, hvilke ingredienser der er i), og så smager det altså bare bedre hjemmebagt - jo det gør! Siden vi fik surdejen, har vi bagt rugbrød hver uge, og hér er resultatet fra én af gangene:

Det er selvfølgelig ikke perfekt med det samme, og vi har prøvet lidt frem og tilbage med mængden af vand i forhold til mel, men jeg tror, den er der nu, og så er det bare "lige ud af landevejen".

I fredags havde vi besøg af en veninde og hendes mand, og hun var selvfølgelig blevet lovet en surdej, efter hun efter utallige forsøg og mange mugne surdeje havde opgivet at lave sin egen. I min søgen efter en surdej har jeg også lovet dem, som jeg spurgte, og som heller ikke havde én, at den af os, der fandt en først, skulle give til den anden - så nu skal der produceres surdej og rugbrød i lange baner i vores vennekreds.

Eksperiment: Kan løg "oversomre" i kælderen? (del 1)

For nogle uger siden var jeg den glade indehaver af en masse smukke løgplanter. Jeg havde købt både påskeliljer, hyacinth og vibeæg, hvoraf den sidste længe har været et brændende ønske. Jeg elsker dens skrøbelighed og smukke mønster - er det ikke utroligt, at en blomst fra naturens side er ternet?! Jeg plantede dem i små krukker og satte dem rundt omkring i lejligheden for at bringe foråret ind. Hér to uger efter er alle blomsterne tørret ind og visne, og jeg overvejer at gå ned og købe endnu en omgang. Jeg er nok ikke den eneste, der smider bunker af løg ud hvert forår, fordi jeg bor i en lejlighed uden altan eller have. Det kan godt genere mig, at en ellers miljøbevidst pige som mig hvert år køber løg i dyre domme, der er fremdrevet i et drivhus, og som dermed faktisk ikke er særligt miljøvenlige. Jeg har derfor fået den idé, at jeg vil prøve at lade løgene 'oversomre' i min kælder for at se, om de kommer igen næste forår. Fremgangsmåden er således: Efter blomsterne var afblomstret, tog jeg dem med ned i kælderen, hvor jeg gav dem et ekstra lag jord. Fordi luften i kælderen er tør, vil jeg over sommeren løbende give krukkerne lidt vand. Ideen er så, at jeg kan tage dem op i lejligheden til næste forår, og at de forhåbentlig vil komme igen. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at fremdrevne løgplanter altid kommer op senere året efter - og det er endda, når de er sat i en have, så jeg må virkelig væbne mig med tålmodighed, når den tid kommer. 

Det gror!

Mens jeg venter på, at alle de frø, jeg plantede forrige søndag, begynder at spire og komme op af jorden, så kan jeg nyde synet (og smagen) af de hurtigt voksende økologiske 'mustard seeds', som vi fik forrige jul i pakkekalender af Udenlandssvigermor, som bor i Wales. Princippet for såning af 'mustard seeds' er sådan set det samme som med karse. De sås direkte på køkkenrulle eller vat og vandes løbende med vand, og i løbet af få dage myldrer det frem med kløverlignende små mørkegrønne spirer, der smager lidt pebret. Vi bruger dem både ovenpå rugbrødsmadder, men også i salat.

Søndag den 14/3:

Tirsdag den 23/3:

De andre (mere langsomme) frø er også så småt ved at spire, og i dag vil jeg så de små sorte basilikumfrø, som jeg fik af Veninden-i-det-hvide-hus sidste sommer.

Søndagsaktiviteter

I dag har været dagen, hvor solen skinnede samtidig med, at det halvt haglede og halvt sneede! Nogle gange viser naturen sig fra en lunefuld og spøgagtig side, men det er jo også det, som kan være så fantastisk! Jeg brugte søndagens utilregnelige vejr indenfor sammen med Kæresten, som nu står og laver vegetarmousakka.

Jeg brugte blandt andet dagen på at så små bitte frø til forspiring af tomater, chili og peberfrugt. Jeg har plantet fire forskellige slags tomater af frø, som jeg skrabede ud af fire forskellige små tomater for en måneds tid siden. Tomaterne kom fra en bakke blandede købetomater, så jeg ved hverken, hvad de hedder (selvom jeg har prøvet at gætte på det), eller hvor store planterne bliver - det vil kun tiden vise. Frøene har ligget på en tallerken på køkkenbordet og tørret, og nu er de altså kommet i jorden. Samme metode gælder for frøene til både peberfrugt og chili. Der er noget tilfredsstillende ved at tage frø fra en grøntsag i stedet for at skulle købe frøene, og der er jo ikke noget besværligt ved det - tværtimod! Jeg synes i det hele taget, at det må være den mest bæredygtige måde at dyrke sine egne grøntsager på - altså enten ved egen frøproduktion eller ved at få frø eller grøntsager af andre. Jeg såede de små frø i hjemmelavede "drivhuse". Vi gemmer de bakker, som grøntsager fra supermarkederne ligger i. For det første er de gode til at opbevare selvplukkede bær i, som ellers ville blive mast i en almindelig plastikpose, og for det andet så er de geniale som forspiringsbakker. Hvorfor skulle man købe plastikdrivhuse i dyre domme i havecentret, når man lige så godt kan genbruge dem, man får grønt i fra supermarkedet!? Derved gør man både sig selv og miljøet en tjeneste! Det er egentligt meget simpelt, der skal faktisk ikke gøres noget ved dem: Du skal blot huske at gemme både sorte, grønne og gennemsigtige, så du har noget jorden kan være i samt et gennemsigtigt låg, som solen kan trænge igennem:

Derudover brugte jeg søndagen på at sætte nyindkøbte løgplanter i krukker (mere om det en anden dag), på at snakke med Udenlandssvigerfar og Udenlandssvigerpapmor, som bor i Zimbabwe, over Skype og på at bage en fantastisk lækker banan-chokoladekage! God søndag!

Lykke i kasse-form

Onsdag er den dag, hvor Aarstiderne bringer kasser ud i mit kvarter, fyldt med lækre grøntsager og frugt. Vi bestiller en kasse engang imellem, og selvom jeg godt ved, at den kan komme når som helst mellem 02 og 17, og at jeg jo selv har valgt hvilken kasse, det skal være, så er det alligevel altid med spænding, at jeg åbner døren - det er ligesom at få en gave! 

Til dem, der ikke ved det, så er Aarstiderne et firma, der udbringer økologiske grøntsager, frugt, kolonialvarer, brød og mange andre lækre sager. Man sætter sin gamle genbrugskasse udenfor døren aftenen inden levering og wupti! næste dag er den byttet ud med en ny kasse fyldt med lækre sager! Vi har diskuteret for og imod at bestille kasserne. For: Det er økologiske varer, der er et stort udvalg og variation (som man ikke finder i butikker i Danmark om vinteren), og så er det jo selvfølgelig belejligt. Imod: Selvom Aarstiderne prøver på at producere en del af varene på deres tre gårde i Danmark, så er mange af varene om vinteren importeret fra det sydlige Europa = transport = øv! Dog er flytransport bandlyst i Aarstiderne, så det hjælper på vores dårlige samvittighed. På Aarstidernes hjemmeside kan man bl.a. se deres miljøredegørelse og læse om deres CO2 regnskab.

I dag indeholdt kassen et væld af fantastiske farver, så jeg skyndte mig at tage et billede. Læg især mærke til det lilla blomkål og de lilla gulerødder:

Vinterens glæder og længsler

Det er marts, men der ligger stadig sne spredt sporadisk ud over græsset udenfor mit vindue. For mig betyder marts forår; vintergækker, erantis, krokos og anemoner i skoven og parker, men marts betyder også starten på såningssæsonen, som jeg har planlagt og glædet mig til hele vinteren! Snart vil hver en vindueskarm være dækket med små forspiringskasser. 

Jeg bor med Kæresten på 3. sal med udsigt til grønne områder, Botanisk Have og... Ringgaden. Mange vil nok rynke på næsen over at bo ud til en trafikkeret vej, men jeg kan egentlig godt lide at sidde og filosofere over livet hér i vinduet med udsigten til bilerne, der kører forbi og folk på cykler. I planlægningen af mine sommergrøntsager giver vejen mig dog et lille problem: Jeg havde egentlig planlagt at have altankasser med pluksalat lige udenfor vinduet, men nu er jeg pludselig blevet i tvivl om, hvor smart det er.. med tungmetaller, benzinos osv. fra vejen... det må jeg lige overveje en ekstra gang. Ellers har jeg planlagt at fylde vores to sydvendte vindueskarme med fire forskellige tomatplanter, to forskellige slags chiliplanter og et uendeligt antal af lækre krydderurter. Jeg går også og håber på, at der bliver plads til en agurkeplante og måske en hængejordbær...

Udover at planlægge "afgrøder" er vinteren gået med klimatopmøde i København i december, flytning og studier, og med at finde glæden ved de små ting i livet som fx en potteplante, der ikke har blomstret i flere år, og som pludselig blomstrer på livet løs. Kæresten var så begejstret, at han besluttede sig for at dokumentere vidunderet:

Derudover har jeg syltet rødbeder, lavet appelsin- og mandarinmarmelade og æblechutney, som er helt fantastisk til... hvad som helst. Det er utroligt, hvor nemt det er at sylte og lave sin egen marmelade og chutney. Det handler bare om at putte alle ingredienserne i en gryde med noget sukker og lade det koge sammen:

Velkommen til "Grønne Drømme"!